for at ingen skulde høre det. Heftige rykninger i nakken trak liksom baghodet i folder, det hamred i tindingerne, og inde bag panden trykked det på, og trykked på. Og så sled og rev det i brystet, og smerten fôr ustanselig som en krumbugtet orm lige op i halsen på hende.
Langt om længe kom frøken Stenberg og gav hende vand.
«Se til at fatte Dem, nu har vi snart stuegangen. Det nytter ikke, at De gir Dem over.»
Men Else blev ved at græde. «Jeg vil bort, bort, bort! hjem til Knut og Tage!» skreg det uafladelig inde i hende, og tanken på disse kjære gjorde omsider gråden mildere og stillere.
«Fortæl mig nu, hvad De græder for?» Frøken Stenberg satte sig på sengekanten og tog Elses hånd.
«Jeg længes så forfærdelig hjem.»
«Det må De få bugt med. Giv Dem nu trygt over i troen på, at det er det bedste for Dem at være her.»
«Nej,» svarte Else heftig. «Det er en stor fejltagelse, at jeg er kommen her. Min mand vilde være fortvilet, hvis han vidste besked.»
Så fik Else atter høre, at det jo var hendes mand, som havde lagt hende ind her, og at hun
