«Nej. Jeg fik hende tilsengs, og lod døren stå på klem.»
En stund efter, da Else var færdig med sit toilette, og lå alene i cellen, kom fru Syverts fygende ind igjen. I et par spring var hun henne hos Else, løfted sengetæpperne, og vilde op til hende.
«De er en mand,» hvisked hun gjennem de hvide sammenbidte tænder. «Lad mig komme ned til Dem! Tror De ikke, jeg sér, De er en mand?»
Else rejste sig forfærdet overende, og søgte at støde hende bort.
«Jeg tar Dem med magt,» hvæsed den syge frue. Hun greb Else hårdt om armene, og tvang hende så let som om hun havde vært et spædbarn tilbage på puden. Så satte hun, uden at slippe jerntaget om Elses arme, den ene fod op i sengen.
Else udstødte et råb om hjælp, og frøken Suenson kom straks tilstede og rev hastigt fru Syverts bort.
«Hun blev bange, sikken en, hun blev bange!» råbte fru Syverts og lo, mens sygeplejersken gik med hende.
Else fik et anfald af krampegråd. Hun putted hodet helt under tæppet og bed i lagnet,
