neske, selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, når det gjaldt om at kaste byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes tal. Dybt rodfæstet måtte den være, denne gru for at glide ind i tilintetgjørelsens evige mørke, siden hun endda blev ved med at slæbe sig over dagen, gjennem natten – over dagen gjennem natten.
– Nå ja, men denne sidste udvej løb jo ikke fra en.
Hun rejste sig hastig, gik hen til staffeliet og begyndte at male med optrukne bryn og tæt sammenknebne læber. Ret som det var, måtte hun holde inde for at hoste. Det gjorde ondt for brystet og værked i skulderbladene, og knæerne var så matte. Men hun ænsed det altsammen ikke – bare blev ved.
Med ét opklaredes hendes mine, øjnene fik et udtryk af levende glæde, og hele ansigtet strålte. Nu fik hun det til – endelig – endelig! Hun la paletten fra sig, trådte et skridt tilbage og betragted billedet.
Pludselig fôr hun sammen. Var det ikke gutten? – Hun lytted et øjeblik og skyndte sig så gjennem spisestuen ind i barneværelset, hvor der brændte natlampe. Der lå barnepigen og snorked med åben mund, og i den lille seng på
