kalde på Carl og true med professoren. Else holdt hænderne stramt om sine tindinger. Inde bag panden var der noget, som trykked på, og det kjendtes, som om hodet skulde revne.
XI.
Så kom skurekonen, og vinduerne blev smækket op. Frøken Suenson bragte den sædvanlige smule vand i et bitte lidet fad af gulhvid fajance.
Mens Else lå på knæ i sengen og vasked sig, og frøken Suenson gjorde rent i cellen, smutted en skikkelse i kort chemise, på nøgne, hvidt skinnende bén hastig indenfor celledøren, hvor hun stilled sig op og stirred på Else. Hendes ansigt var gjennemsigtig blegt, øjnene mørke og strålende. Det sorte brusende hår runded sig om en smukt formet, klar og åben pande og faldt i en lang fletning frem over den ene skulder.
Else blev betat af dette hvide ansigts skjønhed. Hun betragted hende spændt.
«Hvor hun er yndig, den kvinde der,» sa skikkelsen med udtryksfuld, underlig tilsløret stemme, og pegte på Else. «Hvor hun er yndig,»
