«Ja, et godt menneske, mener jeg.»
«I gud ja! Det tror jeg rigtignok. De skulde bare vide, hvordan han kan være, når det er nogen, han kan lide.»
«Holder De f. eks. af ham, frøken Suenson?»
«Holder af ham,» frøken Suenson gjentog forskrækket spørgsmålet, som var den tanke, det indeholdt, altfor formastelig. «Holder af ham? Jeg har sådan en umådelig respekt for ham, ja ærefrygt.»
«Men tror De ikke, han kunde være ond mod dem, han ikke kan li?»
«Ond mod dem, han ikke kan lide?» hun vendte og drejed på ordene. «Nej, men han er så stræng, å så stræng, så stræng. Jeg skjælver af angst, når han viser sig på gangen, ja, jeg skjælver en hel time i forvejen, for jeg er så bange for, at ikke alt er, som det skal være. Engang mens han gik stuegang, opdaged jeg, at der om sæbestykket derude i krogen på vaskeservanten havde viklet sig et hår. Ja sådan som jeg rysted fra øverst til nederst. Jeg turde ikke gå hen og ta' håret bort, ikke røre mig af pletten, og jeg er vis på, han så det. Han ser alt. Hvis jeg havde et hul på spidsen af strømpefoden, er jeg vis på, han kunde se det tværs gjennem skoen.»
