deliristerne til ro, og så blev det morgen, og så kom professoren. Gudskelov, nu havde hun hodet oppe over brøndkanten.
«De sover ikke?» det var frøken Suenson, som kom listende ind.
«Fik hun så morfinindsprøjtning?»
«Ja. Nu falder hun snart i søvn. – Reservelægen er rar at tale med. – Ikke?»
«Jo. Han ser snil ud.»
«Men De må ikke la' ham mærke, at De er urolig eller ophidset, frue. Jeg forstod, at han syntes, De var dårligere iaften.»
«Dårligere,» – sa Else uvilligt, «hvorledes dårligere?»
«Ja sådan» – frøken Suenson førte pegefingeren til panden.
Else vilde til at synke ned igjen på bunden af brønden, men så tog hun sig sammen, og jog tankerne bort. Frøken Suenson havde naturligvis misforstået. Det var umuligt, at reservelægen kunde tyde hendes så berettigede klager som et tegn på sindsforvirring.
«Fortæl mig lidt om Dem,» sa Else og la sig med hånden under kinden om på siden for bedre at kunne se frøken Suensons fine og lyse ansigt. «Er De glad ved at være sygeplejerske?»
«Ja så glad, så glad. Nu har jeg vært det
