«Kommer reservelægen snart?»
«Ja. Klokken er straks halvtolv. Han må være her nu», frøken Suenson gik ud til sin middagsmad.
Else satte sig op i sengen og lytted efter reservelægens skridt. Hun var greben af en jagende uro, som den idelig fortsatte, dumpe tuden hidsed op til en sansesløs angst. Hvor kunde det menneske dog holde ud at tude sådan! Hvor havde hun kræfter og ånde til det. Å gud, gud, for en afgrund af elendighed at være her.
Så hørte hun reservelægen komme stille gående ude på gangen og veksle nogle hviskende replikker med frøken Suenson.
«Godaften frue. Stadig ligge årvågen?»
«Hvor kan De tænke, jeg kan sove?» sa Else ophidset. «Nej, kom nu ikke med dette snak om, at jeg skal sove og bør sove. De kan jo dog ikke mene det!»
«Hvad skal man svare Dem?» reservelægen trak på skuldrene.
«Hør på denne tuden og hør på deliristerne dernede, og om et øjeblik begynder hun derinde i cellen og alle de andre! Å gud, gud, jeg blir gal!»
«Ikke være så ilter, frue». Reservelægens halvt bebrejdende, halvt dæggende tone oprørte
