hendes skyld. Å den arme, arme Kirsten – Jeg bér Dig om tilgivelse, om tilgivelse – –
Ja, hvor hun vendte sig hen, og hvad hun end tænkte på, var det altsammen ondt og tungt. Gutten, som hun ikke kunde få til at spise nok, og som lå der om aftenen time efter time uden at ville sove. Andre folks børn både sov og spiste, men hun bar sig naturligvis forkjert ad med ham. Sådan i et og alt. Der var intet lyspunkt – intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig tid til at gjenvinde sine kræfter, hun, som havde denne nervøse hoste, der især om natten var aldeles desperat, og trætted hende ud, så hun knapt orked at stå op om morgenen. Hjernen fik aldrig hvile. Altid var den i boblende kog om de samme og samme grublerier. – At dø var det eneste tiloversblevne. Nedlægge kampen. Forsvinde fra et liv, der kun var lidelsesfuldt, og som hun gjorde lidelsesfuldt også for andre. Det var umoralsk at bli ved med at leve, når man intetsomhelst duede til, når man vidste med sig selv, at man kun var til byrde og plage for dem, man så gjerne vilde yde det meste og bedste, og endydermere vidste, at det aldrig blev anderledes.
Det var dog underligt, hvor længe et men-
