Side:Skram - Forraadt.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og af Kvisten lavedes en anden Etage med to «Sale» til Gaden og et Kammers til Gaarden, foruden Kjøkken og fornødent Udrum. Det skyldtes formodentlig denne Vold mod Bygningens oprindelige Bestemmelse, at Huset luded forover som en gammel Bondekone, der er bøjet af Rygværk, og at anden Etage viste en foruroligende Tendens til at synke sammen i Midten, hvad der gav det hele Etablissement et gebrækligt og usundt Udseende.

Madam Høier var en Dame med udviklet Næringsvid. Det pinte hende derfor, at Kjøkkenet nedenunder, bag Stalden, der var bleven staaende urørt som i salig Høkerparrets Tid, skulde være til ingen Verdens Nytte. Rigtignok kunde hun trænge det til Bryggerhus, men det gik jo ogsaa an at hjælpe sig foruden. Hun fik det derfor omgjort til en Familiebekvemmelighed for simple Folk. Det vil sige: der anbragtes en Kogeovn istedetfor det gammeldags Ildsted med den aabne Grue, for saa gjorde det Tjeneste som Værelse og Kjøkken paa én Gang. Andre Forbedringer fandt Madam