«Du sa jo selv i din Tale,» begyndte Ingstad —
«Ja hvad Fanden skal en kunne sige i saa’nne Taler, som er det største Fillekram, Folk endnu har fundet paa. Og især naar en kommer lige fra Kirken, ør i Hodet efter alt det Præstevævet, en har staat og hørt paa. I ethvert Fald,» vedblev Riber mere og mere ærgerlig, «kunde det vært vel blaast med det, jeg sa. Jeg Fæ, som ikke ante, at det var Tappen af en Tønde, jeg tog.»
«Det gjør mig ondt, at Du har følt Dig stødt, Riber.»
«Jeg tænkte, Bryllup skulde være en Glædesfest, jeg,» sa Riber i en muggen formildet Tone, «og ikke et Begravelsesselskab efter Noder.»
«Og saa den Onkel Pitter, som har hængt over mig hele Tiden med sine Formaninger og sin Fyldegraad,» vedblev Riber. «Sørg for, at han ikke mere kommer mig nær i Kveld, ellers drejer jeg Næsen rundt paa ham, saa Tippen vender opover. Uf den Næsen hans, »
