Ingstad fulgte ham med Øjnene. Han liksom
kjendte det paa sig, at Svigersønnen var i
slet Humør. Hurtig satte han Gaffel og
Tallerken fra sig og gik hen til Riber, der nu i
skraa Stilling læned sig op mod Chifonnieren
i Hjørnet.
«Hvor er Aurora blet af?» spurget Riber og plirte misfornøjet med Øjnene.
«Hun er vel sagten inde og siger Farvel til Pigerne og de Smaa,» svarte Ingstad venligt, mens han med Hænderne paa Ryggen sagte vugged frem og tilbage foran Riber. Han holdt sit graa Hode rankte tilbagebøjet, og saa ud i Luften med sine klare, snille Øjne.
«Sig mig, er Aurora lunet og fuld af Nykker?»
«Nej men kjære Dig, Riber, hvor falder Du paa det?»
«Det er, som min Mor siger,» mumled Riber og skjøv Maven og Brystet frem, saa hans kraftige Skikkelse med de svære Skuldre bagfra beskrev en indadgaaende Bue:
