Stuen stod Madam Høier og mønstred deres Bevægelser med truende Majestæt.
Omsider var da «Lejligheden» ryddet, og alting slængt hulter til bulter derude i Smuget.
«Og maa jeg saa spørge om, hvad Tid I agter at gjøre rent efter Jer?» — spurgte Madam Høier med rolig Fornemhed.
Konen, der bar paa en Gryde og et Økseskaft, stansed ved Døren. Hun tog sig i Siden for at hjælpe sig til at puste, og mumled: «Om jeg kunde faa laant en Bøtte varmt Vand!»
«Laant! — var det laant I sa, Mor?»
Konen svarte ikke noget. Hun drog sig ud af Døren, stille, foroverbøjet, som en Skygge, er sniger om paa forbudte Steder. Straks efter kom hun tilbage med noget i Haanden, der ligned en Soplime.
«Saa, det vilde I, skulde betyde Rengjøring, at I grised over med det der! Ud med Jer!» Og Madam Høier gjorde et Slæng med Kroppen og en Armbevægelse, som om hun vilde slaa.
