ogsaa havde naat deres Tunger med sin Vredes lammende Ris. Med en kommanderende Gestus til Manden, greb derpaa den værdige Dame fat i Sengestedet og slæbte det et Stykke fra Væggen. Men denne brøstfældige Indretning kunde ikke udholde en saa haardhændt Medfart. De mølædte Brædder revned i sine Sammenføjninger; ud vælted den raadne Halm og den stinkende Bunke Pjalter, der tjente til Sengklæder, og sendte en Sky af Rusk og Smuds mod Loftet.
Hele Familien opløfted et Rædselsskrig ved dette grufulde Syn, men Madam Høier satte det i et sandt Raseri. Hun trued dem atter med Politiet, og dette frygtelige Ord gjorde igjen sin Virkning. Manden humped til paa sit Træben og begyndte at bære bort det, som Seng skulde være. Konen leverte Tvillingerne til den største Gutten, paa hvis Arme de hang og peb som to forkomne Katunger, og gav sig derpaa ifærd med at bære sit Skrammel ud i «Smalprangen». Midt i
