Denne siden er godkjent
Da svimler Tanken paa sin stækte Vinge,
Jeg vover knap at skue op, jeg Ringe: —
Hvad er i Urskogen et ringe Løv?
Paa Ørknens Vidder vel et Fnug af Støv?
Og dog en Verdens Kraft mig gjennembæver
Min Aand, min Sjæl sig stærk og trøstig hæver,
Og modig skal den over Stjerner se,
At du den vinker, o Almægtige!
Thi engang skal hver Stjerne, Sol og Maane
Saa evigfjernt, som Himlene mon blaane,
Ved Herrens Almagtsord udslukkes brat
Og synke hen i en chaotisk Nat.
Men da skal Sjælen fra sit trange Fængsel
Befriet fra hver Sorg og hver en Længsel
Sig svinge did, hvor der er evig lyst,
Og finde Hvile ved sin Skabers Bryst. —
