Denne siden er godkjent
Naar Himlens sidste, milde Aftenrøde
Forlængst bag Fjeldene i Vesten døde,
Og Sommernatten breder ømt sit Slør
Udover Jord, nu taus, saa larmfuld før.
Fra Himlens Grund den dybe, blaalig dunkle
De fjerne Stjerner monne stille funkle,
De altid gaa den samme lyse Gang,
Og lytte henrykte til Sphærers Klang.
O, Lysets Herre, store Gud og Fader!
Naar Øiet skuer disse Myriader,
Som roligt lyse over Død og Grav
Igjennem Himlens evigvide Hav,
