Side:Skovstjerner.djvu/70

Naar Bladene visne, naar Stormen med Magt
Knækker din Stengels bævende Siv
Og røver dig al din Sommerpragt.

Sig mig, o Vove, hvad tænker du, naar
Naturen i hvidnende Vinterdragt staar,
Og ukjendte, isnende, jernfaste Haand
Dig griber med uimodstaaelig Vold
Og lægger dig fast i sit kuende Baand,
Og du synker i Dvale, saa stivnende, kold.

Sig mig, o sig mig, hvad tænker I paa;
Aner I maaske, Dødsenglen skal gaa
Saa gjennem hele Naturen engang
Og binde hver Bølge og meie hvert Straa
Og dræbe hver Stamme og tystne hver Sang! —
O! hvilken Rædsel maa da Eder naa!

Sig mig, o sig mig, aner I vel,
Der rødmer en Morgen bag Livets Kveld,
Da engang Naturen skal vækkes igjen
Og atter til Liv skal forklaret opstaa,
Fra herligste Dyr til den ringeste Sten!
O! hvilken Fryd maa da Eder naa! —