Denne siden er godkjent
Den følte sin egen Usselhed
Og troed sig selv uden Gavn,
Borte var al dens Glæde og Fred,
Bedrøvet vendte sit Blik den ned,
Den følte saa stort et Savn.
‘O, hvi gaves mig da mit Liv?
Da er det ei bedre end tabt.
Ring’re jeg er selv end Havbundens Siv,
Der kan dog Smaafisken bjerge sit Liv.
O! blev for Intet jeg skabt!’
Dog se, da daled fra Luften ned
Igjennem den dybe Skog
En liden Lærke, af Sangen hed
At finde en Draabe at lædske sig ved,
Mens jublende Triller den slog.
Da saa den Taaren i Skovstjernens Blik,
Som vinked den klar og ren,
Den drak den glad;, og for hvad den fik,
Den takkede Blomsten med Nik paa Nik,
Saa fløi den afsted igjen.
