Denne siden er godkjent
Men bag den skyggende, mørke Gren
Lavt en Skovstjerne stod,
Aldrig en Solstraale livsfrisk og ren
Trængte did ned mellem Mos og Sten
Og kvæged den spæde Rod.
‘Kjære! bøi eders Grene lidt,
Her er saa mørkt og trist;
Solen skinner saa klart og blidt,
Lad mig og se dens Skin saavidt,
Det er saa deiligt vist!’ —
‘Du? hvad behøver du Solens Skin,
Sig, til hvad Nytte du er?
Kan du klæde den nøgne Tind?
Kan du værne mod Veir og Vind?
Stolt pløie Bølgernes Hær?’ —
— Granerne vugged sin susende Top,
Saa haanende ned mod sin Fod,
Blomsten turde knap se did op,
Skamfuld den bøied sin hvide Knop,
Taarer i Øiet den stod.
