Side:Skovstjerner.djvu/25

Snart staar han ved en Sø. Sig Isen strækker
Saalangt hans taarefyldte Øie ser,
Han frygter saa, at Ulvene ham rækker,
Thi Hylet, Larmen høres mer og mer.
Det nytter ei, hvormeget han sig skynder;
Ak, Stakkel! nei, de vil ham sikkert naa,
At trættes ud hans svage Krop begynder,
Tilsidst han mægter ikke mer at gaa.

Da sætter han sig ned med Gru: han tager
Sin Violin; for sidste Gang den lød: —
Da Krat og Grene gjennem Skogen knager,
Og Ulveflokken hen imod ham skjød; —
Men se! med Et den standser, da den hører
De bløde Toner til sit Øre naa,
Det synes, som det deres Hjerte rører,
Thi logrende de vilde Rovdyr staa.

Glad stryger han af alle Livsens Kræfter,
Men længe ei han kan det holde ud,
Snart Haanden skjælver, ei han mer den løfter,
Og sagte stammer han en Bøn til Gud: