Denne siden er godkjent
<poem> Han stirrer og stirrer i Havet ned, Og Alting gaar rundt for hans Øie, — Og sælsomme Toner fra Dybet lød, — End længre han monne sig bøie.
Og Tonerne voxe, da lyder blidt En Sang ifra gammel Tide, En Sang, som hans Elskte har sunget saa tidt, Mens de gik ved hinandens Side.
‘O! kom dog, o! kom, jeg vil være dig huld, Lad os glemme al Sorg og Smerte; Jeg eier ei Gods, jeg eier ei Guld, Men jeg eier et trofast Hjerte!’
Og op af Bølgen et Ansigt ser, Dets Øie vinker saa kjærligt, Det aabner sin smilende Mund og ler, Og Sangen klinger saa herligt.
Og Fiskeren vakler, han skuer sin Brud, Han udstrækker vildt sine Arme, Og styrter i Bølgernes Favn sig ud, — Og Ingen saa siden den Arme.
