Denne siden er godkjent
De flyve over Skogen og blomsterklædte Jord
Og sørge over Menneskenes Synder,
Og Taaren staar i Øiet dem da saa klar og stor
Og falder tung til Jord fra deres Kinder.
Den hænger sig ved Blomsten, ved Græssets svage Straa
I Draaber tunge, sølverklare, fulde,
Og selve Planten synes de Engles Sorg forstaa,
Den bøier Hovedet saa dybt mod Mulde.
Men naar du ryster Taaren fra Blomsterkalkens Kant,
Naar du har brudt, o Menneske, dens Stengel,
Da tænker du knap derpaa, at den for dig dog randt,
At den, som græd den, var en hellig Engel.
