Gang, — og Aviserne holder dem troligt frem, Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke læsrværdigr Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa i Grublen . . .»
Ak ja! Mangen en brav Mand og Kvinde vil have følt en deilig Glæderislen gaa gjennem sig, naar de lyttede til den fortræffelige Huslærers vellydende Talestrømme. Hvilken skjændig Samfundsplage er dog ikke disse Forfattere (Gud ved, om der ikke er over fjorten Stykker af dem!), hvis Bøger vi laaner paa Leiebibliotekerne eller af vore litterære Venner. De Døgenigter! — rabler de ikke ofte en hel Roman sammen paa et eneste Aar, den de danske Forlæggere forærer dem 1000 Kroner for. Og saa disse store Stipendier til Berliner- og Pariserreiser . . .
Ja, det er frygteligt. Men endnu tristere synes det andre, at Coldevin maaske har Ret i sine Udfald mod Idéløsheden og Aandsfattigdommen hos Digterne, &mdashs; men rigtignok burde han saa gaa løs paa den nulevende Alverdens Digtere. Her paa Bjerget turde der for Øieblikket være forholdsvis Velstand paa Poesi. Ialfald staar vi sikkerlig paa Høide med baade Paris, St. Petersburg og New
