med al Verdens usle Ubetydelighed, Smuds og Skum indsmugler det en grov Ublufærdighedens Aand hos Publikum og virker i al Stilhed ødelæggende og forsimplende paa alle. Intet viser bedre, hvor farlig Bladets Indflydelse har været, end den Ting, at Byen blot føler Beundring og Begeistring for Gazettens Velunderrettethed og Redaktør Lynges sjeldne Talent, usvigelige Sandhedskjærlighed og Mod.
Én Mand findes der dog i Staden, der er oprørt over Lynges Maade at redigere sin Avis paa. Det er Leo Høibro, en ung, fattig, underordnet Funktionær i en Bank. Han er en af disse underlige, miskjendte Sjæle, som alle hjertevarme Digtere har elsket: uanselig og heller frastødende af Ydre, en Bjørn med en brummende, grubedyb Stemme, kantet og umulig i sin Optræden. Men bag dette grove Ydre gjemmer han et Hjerte af Guld. Han er Radikaler, men ikke paa den Maade som Redaktør Lynge eller den ordinære liberale Hurramob, «som troede paa Venstres Politik og Republik og holdt dette for det radikaleste i Verden». Han er aristokratisk Radikaler, som den moderne Frase lyder, tror paa Hjertets Adel og Hjertets Dannelse og ofrer med Glæde for denne Tro al Verdens Fordel og Anseelse, ja Liv og Lykke, om det gjælder. Han er en ren, stolt Sjæl, der altid kommer i
