han aldeles henrykt over at have denne simple Udvei i Baghaanden; han fik Vand i Øinene af Begeistring og aanded næsten høilydt. Han vugged allerede om paa Himlens Hav og fisked med Sølvangel og sang dertil. Og Baaden var af duftende Træ, og Aarene blinked som hvide Vinger; men Seilet det var af lyseblaat Silketøi og var klippet i en Halvmaane . . .
En skjælvende Glæde gjennemfor ham, han glemte sig væk, følte sig henført og forstak sig ind i det rasende Solskin. Stilheden gjorde ham aldeles besat af Tilfredshed, intet forstyrred ham, blot oppe i Luften sused den bløde Lyd, Lyden af det uhyre Stampeverk, Gud, der traadte sit Hjul . . . Det kaldte paa ham, og han svared ja; han reiste sig op paa Albuen og saa sig om. Ingen var tilstede. Han sagde ja endnu engang og lytted, men ingen viste sig . . . Hver Nerve i ham var vaagen, han fornam Musik i sit Blod, følte sig beslegtet med hele Naturen, med Solen og Bjergene og alt andet, kjendte sig omsuset af sin egen Jegfølelse fra Træer, Timer og Straa. Hans Sjæl blev stor og fuldtonende som et Orgel inde i ham, og aldrig glemte han, hvorledes den milde Musik ligefrem gled op og ned i hans Blod . . .»
Saa kommer der et Menneske og forstyrrer ham. En Mand fra Byen med et langt Brød
