han allerede nu er angrebet af, bliver hans Livs Skjæbne.
Imidlertid er denne Kjærlighedshistorie saare lidet interessant og den blaaøiede Skjønhed, som foraarsager den, en uhyre kjedsommelig Dame.
Ganske anderledes interessant er det at følge med i Nagels Følelsesorgier og beskue de svimlende Saltomortaler fra den ene Stemnings Høider til den andens Dybder, hvorved han manifesterer sit Væsens hellige Egenartethed, som han selv kalder det; — Høker- og Forstandshjerner vilde sikkert betragte hans Exaltationer som Vidnesbyrd om haabløs Sønderrevethed eller Nervøsitet. Det er «en blussende Junidag». Han ligger i Skogen og stirrer op i det uendelige Hav af blaa Himmel: «Hvad om man var deroppe, drev om blandt Sole og følte Komethaler vifte mod sin Pande! Hvor var ikke Jorden liden og Menneskene smaa; et Norge med to Millioner Sætersdøler og en Hypotekbank med nogle og sytti øre til Mad. Hvad ligned det at være Menneske for saa lidet? Man albued sig frem i sit Ansigts Sved i nogle faa Støvets Aar, for saa at forgaa alligevel, alligevel! . . . Aa, det endte med, at han skaffed sig ud af Verden og fik en Ende paa det! Vilde han nogensinde kunne gjøre Alvor af det? Ja, ved Gud i Himlen ja, han skulde ikke vige tilbage! Og i denne Stund var
