som har været forkjølet, men saa er kommet sig igjen, hvilket bringer ham til at producere flere ondskabsfulde Morsomheder paa denne store Mands Bekostning. Saa er det en stakkels teologisk Student, som nylig har taget Livet af sig af Kjærlighed til den førnævnte Frøken Kielland. Denne Fyr har efterladt sig nogle Ord, som Nagel finder «svulstige nok til at være menneskelige». Dermed er hans Tanke paa en ligesaa let som naturlig Maade ført hen paa Victor Hugo, der nu faar sit paaskrevet med nogle enkle, kraftfulde Epiteter. Hvilket saa videre leder til en større Udskjælden af andre «store Mandfolk», Tolstoi, Ibsen osv., og et længere begeistret Udbrud om den «høie Mand, de høie Mænd, Herrerne, Verdensaanderne tilhest (Hegels Udtryk om Napoleon), de store Terrorister, den uhørte Donkraft, der veier Kloder op . . .»
Men vor Helt interesserer sig ikke blot for metafysiske Mysierier. Den mere jordiske Gaade:
Wie, wo und wann sich Alles paart?
Warum sich’s liebt und küsst?
grubler han meget over. Og han har flere mindre pyntelige Historier at fortælle fra disse Livets Omraader. Han er selv et meget letfængeligt Hjerte. Den ulykkelige Kjærlighed til Frøken Kielland, som
