Han stjæler 5 Kroner, bespotter og bespytter Gud med de skrækkeligste Ord, hans fanatiske Hjerne kan finde op, udtænker sig de værste Synder og Forbrydelser at begaa, farer som en løssluppen Sindssyg gjennem Byen, udpønsker og iverksætter de underligste Streger mod hvemsomhelst, oplever umulige Eventyr . . . indtil han endelig en Dag paa en af sine Farter tumler ombord i et Skib, forhyrer sig og reiser sin Vei, medens «Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem» i Byen, hvor han havde udstaaet alle Nødens og Angstens og Ensomhedsfølelsens Kvaler.
En Bog som denne indtager nødvendig en Plads for sig selv i en Forfatters Produktion. Hamsun har skrevet dybere, inderligere Bøger, men kun denne har det først Udsprungnes lyse Friskhed over sig, den Dugg af Ungdom og Nyhed, som perler et stakket Minut og saa maaske forvandler sig til noget nyttigere og levedygligere. —
Der er altid en hel Del kloge Folk, som, naar en ny Digter dukker op, ikke først og fremst glæder sig ved det, han bringer af gode Ting, men spørger, hvorfra han har dem. De kunde ligeoverfor «Sult» uden nævneværdigt Hovedbrud konstatere, at Hamsun havde læst ikke blot Dostojefskij og J. P. Jacobsen, men ogsaa Mark Twain og muligens endnu flere Forfattere. Ja, det er virkelig sandt. «Men
