midt i Forgjængelsens Karneval; Roserne har faaet Betændelse i Rødmen, et hektisk, vidunderligt Skjær over den blodrøde Farve . . .»
Han føler sig selv som det faldefærdigste Kryb i denne døende Verden.
Sultens «glade Vanvid» i de lyse Høstdage viger for den onde, sorte Haabløshed under Vinterhimlens graa-vaade Mørke. Fortvilet sidder han Dagen lang ude i Parkerne eller paa Kirkegaarden eller streifer om i Gaderne og piner sin Hjerne for at finde hine sjeldne kostelige Ord og Billeder, der kan udtrykke, hvad hans Sanser har fornemmet og Sjælen seet . . . . og som, naar de kommer, muligens lader sig sammensveise til en Føljeton, der i heldigste Fald bliver antaget i Bladet og indbringer 10 Kroner. — Overalt forfølger Sulten ham, og Feberen jager ham gjennem Blodet. Han bliver ulykkelig, uudholdelig ømtaalig. Nerverne kommer helt aflave. Han maa sidde hjemme og skrive med Kluder om Hænderne, medens der flammer for hans Øine «et vanvittigt Baal af Straaler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjerge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag . . .»
Han forbryder sig mod alle Love og forhærder sig i sit Hjerte mod al Skam og Følelse for andre.
