gjort det Indtryk paa dem siden «Niels Lyhne». De henreves af denne hektisk blussende og urolige, snart stille dvælende, snart krampagtig jagende Stil. Der talte en egen romantisk udsvævende og vilkaarlig Fantasi ud af denne Bogs nye sære Ord og Billeder. Der steg et ukjendt, sødt bedøvende Tungsind op fra dens Blade, og en ny Trods. Og saa var det Bogen om den unge Digter i disse sidste Dage . . . den begyndende Skribents Lidelsesgang giennem alle Armodens Ydmygelser og den hele Skala af Følelser, fra faldefærdig Ydmyghed og Beskedenhed til syg, vildt overmodig Stormandsgalskab.
Som en underlig uforstaaet og uforstaaelig Hemmelighed for sig selv og andre streifer han om blandt den store Bys larmende, fremmede Menneskemylder. I ham fødes de fjerne, sælsomme, ubeskrevne Skjønhedssyner, for ham toner og lyser Tingene med sære nye Lyd og Farver, som de kun fornemmes af hine lykkelig forrykte, vaagne Visionære, som kaldes Kunstnere . . . Dagdrømmerne af Guds og Naturens Naade. Men disse Herligheder, som han bærer i sit Hjerte, er skjult for Menneskene. Han er en Udstødt af deres Samfund, en Paria i sin usle Dragt og ved sit afstikkende umandige Væsen.
Naar han slaar øinene op om Morgenen, møder Blikket blot den hadefulde Elendighed, som
