Side:Skildringer og Stemninger.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Snur . . .» Og han afslutter sin Harangue over Oftedal som Politiker med disse malende Linjer om ham og hans troende Følgeskare, der synes mig de bedste i dette Hamsun temmelig uværdige Produkt: «Thi rider Fetischen sin sorte Hest. Og der, hvor han farer frem, kløver han Verden i to. Men hans Følge vandrer ham saa tæt i Hælene, at det intet kan se uden ham. De lykkelige gaar til Knæs i Rytterens dybe Fodspor, og de takker Fetischen for den tunge Plage. Men naar Fligen af hans Fane strækker sig bagover og banker dem paa Hjernen og slaar deres Tanker ned, da jubler hele hans Følge og bereder ham Lov . . .»

Dog — vi vil ikke længer beskjæftige os med denne Bog. Den er med sin grove, støiende Talentfuldhed skrevet for et lignende Publikum som det, der kan nyde Hr. Oftedals Aandsudrdelser, — «den kravlende Almue, der har Hoveder af Læder og Maver som Malmgryder, Folk, der kan drikke Skedevand og fordøie Spiger». Da Hamsun næste Gang traadte frem for Mængden med en Bog, henvendte han sig til en anden Læsekreds.


II.


Neppe har et litterært Debutarbeide paa lange Tider vakt tillive saa megen Undren og Beundring