Knut Hamsuns eiendommelige Fortrin og Feil som Skildrer af det moderne Amerikas Aandsliv.
Den gjælder ogsaa Ord til andet for hans næste større Arbeide, Pamfletten mod Lars Oftedal. Kun er det ikke overdrevent høie Stil-Niveau i Amerika-Bogen her sænket endnu nogle Grader. Man har meget ofte den pinlige Følelse, at Forfatteren har ladet sig drage ned af sit Stof. Her findes ingen «fin Ordmosaik», intet, der kan benævnes med saa pene Ord som «bratte Sving, et Skud, et Vift»; tvertimod minder hans Betegnelser altfor meget om Oftedals «store røde Knytnæver», og dennes «svære Elefanter» myldrer ham oftere end ønskeligt ud af Munden. Hamsun karakteriserer Oftedals Noveller, der «er skrevne, som et Waisenhusbarn laller», i følgende Udtryk: «Der ryger af Blod i hans Fortællinger, han bruger Kniven som en Slagter, støder ned, dræber, spræiter med Hjerner og Blod, raver i iturevne Tarmer som paa en Slagmark». Han skildrer Oftedal som Prædikant, hans familiære, blasfemiske Tale om de hellige Ting: «Han er Guds specielle Bekjendt og Kamerat med alle hans Engle. Det er, som om han vilde sige: jeg kjender de Herrer, jeg har kjørt i Trille med dem i min Ungdom. Det var en varm St. Hansnat, vi sang en Sang, vi havde Hatten paa
