ning. Amerika, det er for Hamsun det demokratiske Pøbelvældes gyldne Land, hvis Guder heder Mammon og Humbug, hvor Friheden er bundet og Retfærdigheden død, og Menneskene enten er Muskeldyr eller Pengesække.
At dette kjæmpemæssige Nybyggersamfund har fostret en dyb, sjælfuld, bizar lyrisk Mystiker som Edgar Poe, en aandfuld Sværmer og Seer som Emerson, en genial Natursanger og Profet som Walt Whitman, osv., osv., at det i vore Dage eier saa sjeldne Skjønhedsdyrkere af Malere som Whistler og Sargent — for ikke at nævne flere — at det har en stolt Erobrerskare af Forskere og Lærde, det enten bortforklarer eller synes han ikke at kjende til. Det kan være godt nok at gjøre Løier med George Washington, «hvis eneste Talent var Hæderlighed», men man burde vel i vore Dage helst prise Borgerrepubliken lykkelig, fordi den eier dette lysende Forbillede paa Retsindighed og ren Fædrelandskjærlighed at opstille til Efterfølgelse. Og det tager sig slet ikke ud, at denne strenge Dommer, som taler i de aristokratiske Skjønhedsidealers og den overraffinerede, overkultiverede Dilettantismes Navn, begaar ortografiske og stilistiske Bommerter og Oversættelsesfeil, samt ofte nok aabenbarer en Uvidenhed, der kan maale sig med hvilkensomhelst uvasket Yankee’s. En klar,
