Markens Dyr, der lever og dør paa det flade Land.
Knut Hamsun er den lidenskabeligste Naturtilbeder blandt vore Digtere. Han har den Vildes oprindelige, brutale Trang til skingrende grelle Farve- og Lydfornemmelser. Som en ung, uberørt Urtidshjerne fraadser han i hvide Solsyner og røde Dommedagsbrande, vader giennem Skavler af Lyse og krymper sig i Dødsangst, naar «Dagen kryber ind i Natten». Han har i «Pan» givet os en Hymne til Jordaanden, saa luende lidenskabelig i Udtrykket, at den næsten tager Pusten fra vor blege Civilisations Børn. Men lige let som han kan slutte sig til Naturens levende og døde Verden, lige vanskeligt har han for at komme ud af det med Menneskene. Han gaar gjennem deres store og smaa Byer, slutter sig til saa den ene og saa den anden, med en heftig, ubehersket Trang til at møde sin Lige, stødes tilbage og flygter i vildt, ustanseligt Løb tilskogs, tilfjelds, tilhavs — tilbage til den døde Tid, hvorsomhelst, blot bort, bort, bort! Hver af hans Bøger kan betragtes som en Reise giennem en eller anden af Livets Provinser, — en Reise, der foregaar med stadig øgende Fart og løber ud i en hovedkulds Flugt væk fra altsammen.
