Side:Skildringer og Stemninger.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Rose, har levet alene, afskaaret fra enhver anden Afveksling end sin egen Tanke, hvis Flugt tænkes fra det allersmaaeste og lave til det mest ophøiede og storartede — maa selvfølgelig synes de dagligdagse afstikkende.» Men, fortswtter han, han vilde dog ikke frygte eller fortvile, tvertimod vove det yderste, «havde jeg blot, om ikke mere end én, til hvem jeg kunde udveksle Tankemeninger, en, til hvem jeg kunde give Belysning, hvis Aabenbarelse kun er givet mig fra det himmelske Kildevæld, bestemt til at sende Straaler ud — solvarme lysende Drabanter, lysende i tunge Øieblikke for den Ensomme.» — Ak, disse hjemløse Ensomme, de møder aldrig den aandsbeslegtede! Altid bliver de staaende udenfor! De finder kun lukkede Døre og lukkede Hjerter i Menneskeverdenen. Den grumme Skjæbnegud, som styrer Verden, gav dem ingen Sesam-Nøgel til Lykkens Port. Og snart vil de faa den sterkeste uhyggelige Følelse af sin Usammenhørighed med Menneskearten og Borgersamfundet — de har forvildet sig ind blandt fremmede Væsener. I Skogene og Bjergene hører de hjemme, som hin Thomas Glahn, der er Hovedpersonen i Knut Hamsuns dybeste, oprindeligste Bog. Og som han beruser og bedøver de sig i sin naturmenneskelige Gaadefuldhed, og borer de sig ind i en smerteligsød Foragt for de jordbundne