fjeldtoppene sig med «Utkiket» i midten. To smaa elver kom nedover og løp ut i denne stille dam, som den kunde kaldes, og løvet paa denne kant av stranden var av en næsten giftig grønhet. Fra skibet kunde vi ikke se noget til huset eller indhegningen, som laa helt begravet inde blandt trærne. Hadde vi ikke hat kartet, kunde vi næsten tro, vi var de første mennesker, som nogen gang hadde kastet anker paa denne ensomme strand.
Ikke et vindpust rørte sig; heller ikke hørtes nogen lyd, undtagen brændingen, som en halv mils vei utenfor tordnet mot klippene og stranden. Men over den stille ankergrund laa der en underlig, indestængt lugt — en lugt av raatnende løv og morknende træstammer; og jeg saa doktoren snuse og snuse ut i luften med en mine som en, der lugter et raattent egg.
«Jeg kjender ikke noget til, hvordan det er med skatten,» sa han, «men at der er feber her, det skal jeg indestaa for.»
Hadde mændenes holdning været foruroligende i baatene, saa var den like truende da de var kommet ombord igjen. De laa rundt paa dækket, smaasnakkende og knurrende. Den mindste befaling blev mottat med mørke blik og tvert og likegyldig efterkommet. Selv de bra av karene blandt besætningen lot til at være smittet. Det var klart, at et oprør hang over vore hoder som en tordensky. Og det var ikke bare vi i kahytten, som merket faren. Lange John hadde det travelt med at gaa fra flok til flok, hjælpe, hvor han kunde komme til, opmuntre, spøke og smile, hvor han bare syntes det trængtes. Han var velviljen og imøtekommen-
