efter hvert, og tilslut var der, efter fem eller seks feilagtige adderinger, indført en stor totalsum. Endelig var eiter denne totalsum tilføiet ordene: Bill Bones' mesterstykke.
«Dette skjønner jeg mig ikke paa,» sa doktoren.
«Skjønner du ikke det? Det er saa klart som dagen!» ropte squiren. «Det er den fordømte kjeltringens regnskapsbok, dette. Krydsene betyr alle de fartøier eller smaabyer, han har plyndret. Summene er hans andel i utbyttet, og hvor han har været ræd for senere at misforstaa antegnelsen, der ser du han har føiet et forklarende ord til. «Utfor Caraccas» vil altsaa si, at her blev et ulyksalig fartøi entret og røvet, skjønner du.»
«Det er ret,» sa doktoren. «Der ser man, hvor nyttig det er at ha været paa reiser. Jo, det er ret. Og indtægtene stiger, som du ser, efter som han selv er steget i rang.»
Ellers var der ikke gjort videre antegnelser i boken undtagen paa de sidste to, tre bladene, hvor der stod endel notater om farvandene hist og her, samt en reduktionstabel for engelske, franske og spanske penger.
«Driftig kar, denne,» sa doktoren. «Ham skulde man ikke saa let lure, ser det ut til.»
«Nu det næste,» drev squiren paa.
Dokumentet var forseglet paa flere steder; istedenfor signet var der brukt et fingerbøl — kanske det samme fingerbøl, som jeg hadde fundet blandt sakene i kapteinens lomme. Doktoren brøt seglene med stor forsigtighet, og ut faldt der et kart over en ø, med opgitte bredde- og længdegrader, lodbar vanddybde, navn paa fjeld, viker og fjorder, samt
