sidste høivand, og hadde vinden blaast friskere eller strømmen været sterkere, saa hadde vi visst aldrig set den igjen mere, eller ogsaa bare fundet den som vrak paa stranden. Nu var omtrent alt i orden, undtagen storseilet. Vi fik gjort en andet anker klart, og lot det falde paa halvanden favn vand.
Saa rodde vi tilbake til Rumviken, som laa like nedenfor Ben Gunns hule; og saa vendte Gray alene tilbake til «Hispaniola» for at holde vakt ombord om natten.
Der førte en lang, jevn skraaning fra viken op til hulen. Der oppe møtte squiren os. Mot mig var han hyggelig og venlig, og sa ingenting til mig om min utflugt. Da John Silver hilste, fór der en flygtig vredesrødme over hans ansigt.
«John Silver,» sa han, «du er en topmaalt kjeltring. Man har bedt mig ikke foreta noget skridt mot dig; og jeg har lovet at la det være. Men de døde mænd hænger som møllestener om din hals; husk paa det, John Silver.»
«Takker saa meget, hr. squire,» svarte John og bukket.
«Drist dig ikke til at takke mig!» ropte squiren heftig. «Det er en stor pligtforsømmelse av mig. Saa — gaa; jeg vil ikke se dig.»
Og saa gik vi alle ind i hulen. Det var et stort, luftig rum med et lite opkomme ved den ene væg, hvor fine bregner hang og viftet. Gulvet bestod av hvit sand.
Ved et stort, flammende baal laa kaptein Smollett; og inde i den inderste kroken saa jeg det glimte og blinke i skjæret fra baalet: guld, guld hopet op
