kunde bevæge sig med saa megen hurtighet. Det graa haar hang nedover ansigtet paa ham, og dette var rødt av raseri og anstrengelse. Jeg hadde ingen tid til at prøve min anden pistol, og ikke trodde jeg, det kunde nytte heller. En ting indsaa jeg klart: jeg maatte ikke bare simpelthen rømme for ham, for da vilde han snart faa kjørt mig fast i en eller anden krok, som for litt siden borte ved roret, og da vilde ni, ti tommer av hans lange, blodflekkede kniv være den sidste erfaring jeg gjorde paa denne side evigheten. Jeg støttet mine hænder mot stormasten, som var tyk og stor, og ventet med hver nerve og hver muskel spændt.
Da han saa, at jeg hadde til hensigt at leke høk og due med ham, stanset han. Saa gjorde han et par utfald, som jeg besvarte med at springe om paa den anden side av masten. Jeg hadde som barn tidt lekt denne leken rundt om de store stenene i viken hjemme, men aldrig før med saa voldsomt bankende hjerte som nu, — det vil enhver forstaa. Men en guttelek var det da ialfald, og i den trodde jeg nok, at jeg skulde klare mig mot en ældre mand med et stort saar i benet.
Da støtte «Hispaniola» pludselig mot stranden; skuten grov et øieblik i sandet, den giret voldsomt og kantret saa brat over paa den ene siden, saa dækket stod som en skraa væg, og vandet strømmet ind av spygattene og blev staaende som en sjø mellem dæk og ræling.
Baade Hands og jeg trimlet overende og skreiet paa hodet nedover dækket, mens den døde mand, fremdeles med armene utstrakt, stivt tumlet efter os. Ja, saa nær var vi hverandre, at jeg støtte
