fulgte mig ustanselig, hvad jeg end tok mig for, og hvor jeg end opholdt mig.
XXVI
Israel Hands.
Da vi ut paa eftermiddagen nærmet os havnen, faldt det mig pludselig ind, at vi ikke hadde noget anker mere. Heller ikke turde jeg da gaa helt ind, før sjøen var steget igjen. Hands forklarte mig, hvorledes jeg skulde lægge bi; og da jeg endelig efter megen møie hadde faat det gjort, satte vi os begge ned for at holde maaltid igjen.
«Kaptein,» sa Hands om en slund med sit staaende, uhyggelige smil, «hvad mener du, om du tok og hev O'Brien overbord? Jeg pleier ikke ta det saa nøie, og jeg angrer ikke paa, at jeg gav ham sin bekomst heller; men han er jo egentlig ingen pynt, der han ligger — synes du vel?»
«Jeg er ikke sterk nok til det arbeide, og ikke har jeg lyst paa det heller; desuten kan han gjerne bli liggende for mig,» svarte jeg.
«Det er en ulykkelig skute, denne «Hispaniola», Jim,» blev han ved og saa blinkende paa mig. «Saa mange flinke folk som er blit dræpt her ombord, siden vi seilte fra Bristol; jeg har aldrig set slik en vanlykke, neimen om jeg har. Der ligger nu O'Brien, nu er han død — det er han vel? Si mig nu du, som har lært at lese og slikt: tror du, en død mand er død for altid, eller tror du, han levner op igjen?»
«Kroppen kan du dræpe, Hands; men ikke sjæ-
