«Gud bevare kongen!» ropte jeg og svang min lue. «Se, det var enden paa kaptein Silver!»
Hands sat og lurte paa mig med fule, hvasse gløt, mens haken hele tiden hang ned paa brystet av ham.
«Du har vel tænkt — du har vel tænkt — kaptein Hawkins,» sa han om en stund, «at du vil se at komme til lands paa en eller anden vis? Kunde vi ikke snakke litt sammen forinden?»
«Jo, gjerne det,» svarte jeg. «Snak bare fra.»
Dermed satte jeg mig med god appetit ned til mit maaltid igjen.
«Denne matrosen der,» begyndte han og nikket mat hen imot den døde, «denne fyren der, han var irlænder og het O'Brien, gjorde han — ja, vi to fik sat seil og tænkte, vi skulde navigert skuten tilbake. Men nu er han død, han — saa død som en sild; saa hvem som nu skal styre fartøiet, skjønner jeg ikke. Du er ikke mand for det, du, uten jeg hjælper dig; det kan jeg fortælle dig. Men hør nu her: du gir mig mat og brændevin og en fille til at forbinde saaret mit med, saa skal jeg forklare dig, hvordan du skal styre. Det er grei skuring, tænker jeg.»
«Jamen nu skal jeg fortælle dig en ting,» sa jeg, «jeg agter mig ikke tilbake til den første ankerpladsen. Jeg har tænkt at seile til det nordre indløpet og ankre op der.»
«Du gjør som du vil naturligvis,» brummet han. «Det er du, som har magten nu; jeg har ikke noget valg, jeg. Jeg skal seile skuten, om det saa var til retterstedet, hvis du vil.»
Jeg tænkte mig litt om og skjønte, at kjeltringen
