saa jeg kom til den overbevisning, at de hadde dræpt hverandre i sit drukne raseri.
Men mens jeg stod der og stirret og tænkte paa dette, vendte Israel Hands sig pludselig tungvint om, saa han kom i sin forrige stilling, og blev sittende slik igjen med hængende underlæbe og stønnende aandedrag, saa det var en ynk at se.
Jeg gik agterover saa langt som til stormasten.
«God morgen, baatsmand,» sa jeg.
Han lettet tungt paa øienlokkene; men han var for medtat til at kunne vise nogen forbauselse. Det eneste han sa, var: «Brændevin».
Jeg husket, der ikke var nogen tid at spilde. Derfor surret jeg bommen, som laa og slog frem og tilbake over dækket, og sprang saa ned agtertrappen og ned i kahytten.
Der var en uorden, som næsten ikke er til at beskrive. Alle avlaaste skaper og skuffer hadde de brutt op, formodentlig for at lete efter kartet. Gulvet var sort av søle, som kjeltringene hadde ført med sig efter sine streiftog oppe i myrene og den vaate sand. De hvitlakerte panelinger med sine forgyldte lister var fulde av merker efter sorte fingre. Snesevis av tomme flasker laa og rullet og skramlet mot hverandre under skibets slingring. Og over det hele kastet den osende lampe sit matte, rødlige skjær.
Jeg gik ned i vinrummet. Ankerne var tømt, en forbausende mængde flasker likeledes. Ikke en mand kunde efter dette ha været ædru, like siden mytteriet begyndte.
Jeg lette omkring og fandt endelig en flaske brændevin og desuten en stor drueklase og et stykke ost
