Jeg var kommet ned paa læsiden, og storseilet, som holdt paa at fyldes, skjulte en del av agterdækket for mig. Der var ikke en levende sjæl at se. Dæksplankene, som ikke hadde været spulet siden mytteriet, bar spor av mange føtter, og en tomflaske med halsen knækket, tumlet som et levende væsen fra ræling til ræling.
Pludselig kom «Hispaniola» op i vinden. Klyveren og jageren bak mig knaket lydelig; roret slog om; skuten løftet paa sig og hev sig, saa det rent gik rundt for mig, og i det samme la storseilet over, saa det pep i blokkene og hele agterdækket laa frit for mine øine.
Og ganske rigtig, der var de to vaktmænd: han med den røde luen laa paa sin ryg saa stiv som en haandspak med armene ret utstrakt til begge sider som et krucifiks, og tændene synlige mellem de halvaapne læber; og Israel Hands sat støttet op mot rælingen med hodet sunket ned paa brystet, hændene hvilende slappe mot dækket, og saa hvit som et lik i sit verbitte ansigt.
Ved hver bevægelse skibet gjorde, rullet han med luen frem og tilbake, men hele tiden beholdt han sin stilling med de utstrakte armer og de grinende tænder indenfor den aapne mund, saa det var fælt at se. Og ved hver bevægelse var det som om Hands seg mere og mere sammen; benene gled stadig længer ut over dækket, og hele kroppen veltet over mot agter, saa hans ansigt litt efter litt skjultes for mig; til slut saa jeg bare hans ene øre og det buskete kindskjegget.
Samtidig la jeg ogsaa merke til, at der var store blodflekker alle steder rundt om dem paa dækket;
