Det var endnu ganske tidlig, og det var isnende koldt, — en kulde, som trængte gjennem marv og ben. Himmelen var ren, uten en sky, og trætoppene lyste rødlig i morgensolen. Men der hvor Silver og den anden stod, laa alt endnu i dyp skygge, og de stod til knæs i en tæt, hvit taake, som om natten var steget op av myren. Baade kulden og taaken talte et sprog, som var tydelig nok; øen maatte være et rigtig arnested for feber og sygdom.
«Hold dere inden døre, gutter,» sa kapteinen. «Jeg vedder ti mot en paa, at det er en fælde dette.»
Saa praiet han sjørøveren.
«Hvem der? Staa, eller vi skyter.»
«Parlamentærflag!» ropte Silver.
Kapteinen stod ute i bislaget; han holdt sig forsigtig dækket, saa ikke noget forrædersk skud kunde ramme ham. Han vendte sig om og sa til os:
«Doktorens avdeling holder utkik. De selv, doktor, er saa snild at ta nordsiden; Jim tar øst- og Gray vestsiden. Alle mand færdige med ladde rifler. Hurtig og forsigtig!»
Saa vendte han sig om igjen mot oprørerne.
«Hvad skal dette parlamentærflagget bety da?» spurte han.
Denne gang var det ham der bar flagget, som svarte.
«Kaptein Silver ønsker, De skal komme ombord og bli enige om forlik,» ropte han.
«Kaptein Silver? Kjender ham ikke. Hvem er det?» ropte kapteinen tilbake. Og for sig selv hørte vi ham mumle: «Selvbestaltet kaptein! Jo, det gaar fort her med forfremmelsene.»
Lange John svarte for sig selv.
