Jim. Saa sterk er menneskenaturen ikke. Var det ost, du sa, han var saa opsat paa?»
«Ja, hr. doktor,» svarte jeg.
«Ja ja, Jim, nu skal du faa se, hvor nyttig det kan være, at være en lekkermund. Du har jo set min snusdaase, ikke sandt? Men du har aldrig set mig bruke snus? Nei; fordi jeg i min snusdaase har et stykke parmesanost, en meget nærende ost, som brukes i Italien; og den skal nu være til Ben Gunn, ser du.»
Førend vi spiste vor aftensmat, begrov vi gamle Tom i sanden og blev staaende en stund ved graven barhodet i aftenvinden.
Vi hadde faat sammen en hel del ved, men langtfra nok for kapteinen; han rystet paa hodet og mente, «vi fik ta fat i morgen igjen, men rappe os mere, end vi hadde gjort idag.»
Da vi saa hadde spist vort flesk og hver faat sit glas grog, satte kapteinen, squiren og doktoren sig hen i en krok for at drøfte vore utsigter.
Men de visste nok ikke rigtig, hvad der skulde gripes til. Provianten var saa knap, at vi umulig kunde holde os længe, naar ingen hjælp kom. Vort eneste haab var at faa pillet væk den ene efter den anden av sjørøverne, indtil de enten gav sig eller rømte sin vei med skibet. Fra nitten var deres tal alt gaat ned til fjorten, to av disse var saaret, den ene — han ved kanonen — meget alvorlig, om han ikke alt var død. Hver gang vi hadde en anledning, fik vi gjøre bruk av den og skyte dem ned for at redde vort eget liv. Men foruten vore børser hadde vi to andre mægtige hjælpere: brændevinet og klimaet.
