gik med bind om hodet paa grund av det knivstik, han hadde faat, da han brøt sig vei ut mellem oprørerne; og at vor gamle, bra Tom laa stiv og død ved den ene væg under det engelske flag.
Hadde vi faat tid til at sitte og dovne os, hadde vi visst alle fanget griller. Men det var kaptein Smollett mand for at forhindre. Han kaldte os alle for sig og inddelte os i to vakthold. Doktoren, Gray og jeg i det ene, squiren, Hunter og Joyce i det andet. Saa trætte som vi var, blev to av os allikevel sendt avsted efter ved; andre to blev sat til at grave en grav til Tom Redruth; doktoren blev ansat som kok; jeg blev som skiltvakt stillet ved døren; kapteinen selv gik fra den ene til den andre, tok en haand i med, hvor det trængtes, saa her, saa der, og holdt os alle i humør ved spøk og gode ord.
Av og til kom doktoren hen i døren for at trække litt frisk luft og hvile sine øine, som var røde og opsvulmet av røken; og hver gang passiarte han litt med mig.
«Vor kaptein er bedre mand end jeg,» sa han en gang. «Og naar jeg sier det, betyr det ikke saa litet, Jim.»
En anden gang stod han en stund taus, saa la han hodet paa siden og saa paa mig.
«Denne Ben Gunn, hvad slags kar er det?» spurte han.
«Jeg vet ikke, doktor,» svarte jeg. «Jeg er ikke viss paa, om han er rigtig klok.»
«Ja, er du i tvil om det, saa er han det nok,» svarte doktoren. «Du kan ikke vente av en mand, som i tre aar har maattet suge paa labben paa en øde ø, at han skal være saa klok som du og jeg,
