Det kunde nok hænde, vi kunde komme til at trænge en baat, saa jeg var glad jeg hadde fundet stedet.
Saa snek jeg mig opover igjen og frem gjennem skogen, indtil jeg var like indpaa blokhuset; og snart blev jeg mottat med hjertelige velkomstrop av alle mine venner der inde.
Jeg fik hurtig fortalt dem, hvad der var hændt mig, og begyndte at se mig om. Huset var bygget av utilhugne stammer. Foran døren var der et slags bislag, og her vældet den lille bækken frem i et kunstig bækken av løierlig art, nemlig en gammel skibskjele av jern, som bunden var slaat ut paa. Inde i det ene hjørne laa der en stor flat sten som skulde tjene som ildsted.
Al skog i nærheten av huset var gaat med til bygningen; derfor var der bare den nakne sand rundt om, undtagen der, hvor den lille bækken søkte sin vei nedover, for der var en grøn plet av tyk mose, bregner og smaabusker. Men tæt utenfor palissadene — altfor nær, saa det maatte hindre forsvaret — stod skogen tæt og grøn, bare furutrær paa den ene side, men mot sjøen opblandet med grupper av steneker.
Den kolde aftenvind blaaste ind gjennem sprækkene i den utætte bygning og strødde et idelig regn av fint sand utover gulvet. Vi hadde sand i øinene, sand mellem tændene; sand i maten, sand i vandet, som randt og rislet over randen av kjelen.
Skorstenen var et firkantet hul i loftet, som bare en liten del av røken fandt vei ut av; resten bølget op og ned i rummet, saa vi gik rundt og hostet med rindende, sviende øine.
Læg hertil, at Gray, vor sidst erhvervede mand,
