At de af Gud i Mennesket nedlagte aandelige Evner og Anlæg dels slet ikke og dels ikkuns höist mangelfuldt i et fremmed og ikke endnu tilegnet Sprog kunne udvikles, synes at maatte ligge ganske klart og indlysende for ethvert uhildet Öje. Denne Opsats, der ikkuns er et Uddrag af Bogen: Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge, har tilstrækkeligen godtgjort, at netop fordi man ikke har villet vedblive med den af Gud, Kirken og Naturen anviste Vei, har man hindret det lappiske Folks kirkelige og intellektuelle Udvikling.
Af XIV Afsnit, Side 407-416, vil det Kongelige Kirke-Departement erfare, til hvilken Grad den svenske saavel civile som geistlige Statsstyrelse samt det svenske Missions-Selskab har anseet sig forpligtet til at sörge for det lappiske Folks religiöse Undervisning i dets Modersmaal, uagtet den svenske Befolkning er 2½ Million og den lappiske ikkuns er fra 4000 til 6000, medens at den norske Befolkning i hele Norge, ikke engang er 1½ Million og den lappiske indtil 14,500. Samme Fremgangsmaade finder ligelsdes Sted i de tilgrændsende russisk-finlandske Distrikter, hvor der findes Lapper.
Med fuldkommen Föie bemærker Forfatteren til Opsatsen i Morgenbladet No. 177 i Anledning af Provst Aarses Forslag (XII Afsnit, Side 382-390): „Det Urigtige i at benytte Religionen og Kristendommen som et blot Middel til at lære Folket Norsk. Det er for den samvittighedsfulde Religionslærer slet ikke nok, at Undervisningen paa enkelte Steder til Nöd kan udföres paa Norsk; saalænge den langt bedre kan ske paa Lappisk bør den ske paa Lappisk. At benytte et mindre godt forstaaet Sprog som religiöst Meddelelsesmiddel, for
