den af Kirkens Stifter og Herre anordnede og befalede Fremgangsmaade. I Nationalforsamlingen blev imidlertid den givne Resolution erklæret for „meget uheldig og uden tilsvarende Nytte;“ uagtet „at en tredie Del af hans egen Menighed ikke forstaar „et Ord“ af en norsk Prædiken;“ „at en stor Del af hans Menighed ikke forstaar Norsk og saaledes i Skolerne maa undervises i deres respektive Modersmaal;“ „at af hans Konfirmantere ikkuns to forstode nogenledes Norsk;“ og da nu tillige to tredie Delen af Nationalforsamlingen, imod den af Kirkens Herre og Stifter paabudne Fremgangsmaade, og uagtet Minoritetens, af Kundskab til og af en rigtig Opfattelse af Forholdene, fremkaldte Modbemærkninger, og uagtet alle Selvmodsigelser i Proponentens Foredrag, har tiltraadt hans Forslag, saa sætter det lappiske Folk sit Haab til det Kongelige Kirke-Departement, at det ikke samtykker i et Forslag, der ikke engang kan erkjendes for at være grundlovmæssigt, et Forslag, der jo aabenbart har til Hensigt at indskrænke og beröve norske Borgere de dem af Kirken og af den norske Stat hjemlede og garanterede kirkelige Friheder og Rettigheder, Og til dette Haab er Folket naturligvis saa meget mere berettiget, fordi at de foreslaaede Undersögelser jo ere foretagne, og fordi at disse Undersögelser have tilstrækkeligen godtgjort Umuligheden af at gjöre Folket til sande Medlemmer af Kirken, eller med et Ord: til Kristne, undtagen paa den i Resolutionen anviste Maade, Resolutionen er folgeligen „meget heldig og af tilsvarende Nytte.“ Og er det nu baade bevisligt og bevist, at de forlangte Undersögelser ere foretagne, og at Hans Majestæt Kong Oscar 1stes Resolution „er meget heldig og af tilsvarende Nytte,“ saa falder jo den Grund bort paa hvilken Forslaget er stöttet, og fölgeligen ogsaa Forslaget.
