det Folket af Gud givne Tungemaal er den eneste mulige Maade til ikke alene at gjöre Folket til Kristne, men ogsaa til at gjöre det modtageligt for höjere Kultur og for Tilegnelsen af et fremmed Sprog. Atter et Bevis paa at Guds Vei i Ordet er den eneste rette Vei baade i det Religiöse og i det Politiske, thi „Ordet og den Herre Krist ere ogsaa givne os til Visdom,“[1] saa at navnligen Kirkens Tjenere slet ikke gjorde ilde eller galt i om de toge deres Bibel med paa Tinget, for ogsaa der at erindre og have for Öje hvad, som i Guds Grundlov skrevet staar.
Omendskjönt det kirkelige Hensyn ikke har været udelukket fra denne Opsats, saa er dette Hensyn dog endnu ikke navnligen kommet i den Betragtning, som det formentligen bör komme ved Behandlingen af disse finmarkiske Sprogforholde; jeg beder derfor om Tilladelse til fölgende Bemærkninger.
Det er allerede blevet omtalt hvorledes Kirkens Herre og Stifter forböd Apostlerne at forlade Jerusalem forinden „Gud selv, den Helligaand,“ havde lært dem de Folks Tungemaal, de skulde optage som Medlemmer af Kirken. Ligesom derfor Apostlernes og Herrens eget Tungemaal ikke skulde benyttes til den religiöse Undervisning for andre end for Apostlernes og Herrens Landsmænd, der talede det samme Sprog som de, saaledes har det sig ogsaa med det norske Sprog, der dog vel ikke kan tilkomme större Rettighed og Fortrin som religiöst Undervisnings-Middel end det, som Kirkens Herre og Stifter selv talede. Ifölge sin guddommelige Herres og Stifters Bud og Anordning optager derfor den af ham stiftede Kirke sine Medlemmer af alle Folkefærd og af alle Tungemaal. Det er saa langt fra at Kirken, ligesaalidt efter
- ↑ 1 Kor. 1; 30.
