vilde anse det meget beklageligt, om Aars’s Forslag skulde blive bifaldt, om man nu skulde vise noget Spor af Tilböielighed til at trække sig tilbage fra den Bane man har begyndt; dette vil være, han vilde ei sige, saarende for Stockfleth, thi denne Mand henter visselig sin Opmuntring fra höiere Steder end det norske Storting, „men det vilde være næsten utaknemmeligt mod Forsynet,“ som hidtil har velsignet hans Gjerning og givet ham Kraft til at fortsætte den.“
Pastor Juell udtalte sig i samme Retning: „Naar Aars anförer, at Stemningen i Finmarken er for de af ham udtalte Anskuelser, maatte han dog gjöre opmærksom paa, at der haves vægtige Autoriteter fra samme Kant for den modsatte Mening; saaledes har Tromsö Stifts Biskop gjentagende Gange ytret sig for den af Stockfleth brugte Fremgangsmaade, ligeledes Provst Fritzner, der i flere Aar som Sognepræst til Vadsö har med meget Held lagt sig efter det lappiske Sprog og med Iver virket for Lappernes Oplysning. At nu en Trediedel af Almuen ei kan forstaa Præsten under Gudstjenesten, forekom ham at være et vigtigt Argument for at man burde sörge for Lærere, der forstaa begge Sprog; thi Meningen er naturligvis ikke den, at der nu blot skal holdes Gudstjeneste paa Lappisk, men derimod baade paa Lappisk og paa Norsk.“
Pastor Koch „kunde heller ikke dele de af Aars udtalte Anskuelser, hvilke han dog maatte tilstaa allerede forhen oftere at have hört; i mange Distrikter, navnlig i Nordland, har det lappiske Sprog og den lappiske Levemaade i den senere Tid gaaet sin Undergang imöde med en Hurtighed, som ei kan standses; „men at standse denne Overgang til Norskhed er heller ikke Hensigten med at sende Præster til disse Distrikter, der forstaa
